Menneskesyn

Menneske- og samfundssyn 

De principper som jeg bygger min undervisning op omkring er forankret i mit menneske- og samfundssyn. Intentionen med min undervisning vil altid være at skabe mulighed for at den enkelte kan deltage aktivt i en globaliseret og tæt forbundet verden. Det betyder at i enhver undervisnings- og vejledningssituation skal det enkelte mødes med respekt for og tillid til dennes potentialer og erfaringer.
Jeg lægger dermed mit menneske- og samfundssyn tæt op ad det dialektiske-materialistiske menneskesyn (Om pædagogik, Steen Achton og Jesper Jensen, 1977) der anføre at mennesket lever i et aktivt dynamisk samspil med sine omgivelser og bestemmes af og bestemmer disse. Mennesket er ikke rent styrende (subjekt) og ikke rent styret (objekt). Det materielle altså omverdenen betinger menneskets bevidsthed. Mennesket har indflydelse på omverdenen (det materielle) der er skabt af og kan forandres af mennesket. Bag dette menneske syn ligger et humanistisk videnskabssyn, der anser al udvikling og forandring i samfund og mennesker for at være bundet til og afhængig af de altid tilstedeværende konflikter. I dette videnskabssyn er det muligt at beskæftige sig med den menneskelige bevidsthed, forestillinger, følelsesliv m.v. I det dialektisk-materialistisk menneskesyn befinder konflikten sig altid i omverden, hvor modsætningsfyldte og undertrykkende mekanismer på samfundsplan påvirker det enkelte menneske. Mennesket ses som et historisk væsen, der både indgår som led i menneskehedens historie og som et led i sin egen historie. Alt skal ses i en kontekst af fortid og nutid. Mennesket skabes og udvikles gennem dets egen aktive virksomhed.

Pædagogisk

Mit menneskesyn medfører at jeg hælder til en dialektisk/kritisk pædagogik, som filosofisk er inspireret af eksistentialismen, og har sit psykologiske udgangspunkt i sovjetpsykologien, hvor grundtanken er at mennesket gennem sin egen aktive virksomhed(handlinger) ændre den ydre verden og dermed sig selv. Gennem egen og fælles virksomhed få de indre processer et nyt materielt resultat. Ændringer og udvikling er altså en vekselvirkning mellem det objektive – de ydre forhold – og det det subjektive – de indre processer. I den kritiske pædagogik er der en forpligtigelse til kritisk at vurdere og forsøge at ændre samfundsmæssige modsætninger. Mennesket har skabt omverdenen og kan derfor også ændre og forbedre omverden og dermed ændre mennesket også sig selv. Mennesket er et produkt af både sin egne iboende kræfter og omverdenen, der begge er et resultat af en den udvikling der er sket over tid. Så når der sker en udvikling sker det både i kraft af den historie der ligger bag og den konflikt/modsætning der er forholdt sig til.

Alt dette fører til mit læringssyn.

Ref: Steen Achton and Jesper Jensen, Om Pædagogik: En Introduktionsbog (København: Hans Reitzel, 1977).